Da H.C. Andersen sad på Gisselfeld og kiggede ud over parken, fik han idéen til 'Den grimme ælling'. Det siger noget om stedet — både at en af Danmarks mest kendte forfattere blev inspireret her, og at inspirationen kom fra et sted, der dengang som nu har fungeret som et lukket, næsten eventyrligt univers. For Gisselfeld er ikke bare en gammel borg. Det er et adeligt jomfrukloster, der har eksisteret i den form siden 1754, og som stadig drives efter de principper, Christian Gyldenløve lagde fast i sit testamente i 1701.
At vi har sådan et sted liggende mellem Haslev og Næstved — hovedbygningen ligger teknisk set i Bråby Sogn i Faxe Kommune — siger noget om den historie, der præger hele området. Navnet Gisselfeld kan føres tilbage til 1370, men den renaissanceborg, der står i dag, blev bygget mellem 1547 og 1575 af Peder Oxe, der var Danmarks rigshofmester. Det var en tid, hvor Danmark var en stormagt, og hvor de rigeste mænd i riget byggede borge, der skulle vise deres position. Gisselfeld er en af de bedst bevarede fra den periode, og det giver en fornemmelse af, hvordan magten var organiseret dengang — ikke i byerne, men på de store godser.
Christian Gyldenløve testamenterede i 1701, at Gisselfeld skulle være et adeligt jomfrukloster, men det trådte først i kraft, da hans enke døde i 1754. Siden da har slægten Danneskiold-Samsøe forvaltet godset som overdirektører. Et jomfrukloster er ikke et kloster i traditionel forstand — det er en institution, hvor ugifte adelsdamer kan bo og få forsørgelse. Det kan virke som et levn fra en anden tid, og det er det også. Men det er samtidig en påmindelse om, hvordan den danske adel har organiseret sig gennem århundrederne, og hvordan de strukturer stadig eksisterer parallelt med det moderne Danmark.
Med et samlet areal på 3.850 hektar er Gisselfeld Danmarks femtestørste gods. Størstedelen er skovområder, og når man bevæger sig rundt i området — om det er på cykel eller til fods — møder man konstant de store sammenhængende skove, der hører til. De præger landskabet omkring Næstved og skaber en form for grøn barriere, der både adskiller og forbinder byerne i området. Det er ikke offentligt parkområde i moderne forstand, men det er heller ikke utilgængeligt. Det er godsejerarkitektur, der stadig fungerer.
Slotsparken på omkring 40 hektar blev anlagt i slutningen af det 19. århundrede af den engelske havearkitekt H.E. Millner. Det var en tid, hvor de store godser moderniserede deres haver efter engelske idealer — mere naturlige former, store træer, åbne plæner og udsigter. At man valgte en engelsk arkitekt siger noget om de internationale forbindelser, godsejerne havde, og om at det herregårdslandskab, vi kender i dag, faktisk er formet af mode og smag fra den victorianske tid.
Inde i borgen findes en af Nordeuropas største porcelænssamlinger. Det er en detalje, der let overses, men den siger noget centralt om Gisselfeldts funktion gennem historien. Det har ikke bare været en bolig eller et forretningssted — det har været et kulturelt samlingspunkt for adelen, et sted hvor man samlede på ting, opbevarede historie og udstillede dannelse. At samlingen stadig findes, vidner om en kontinuitet, der er sjælden. Mange andre steder er blevet solgt, opdelt eller ombygget. Gisselfeld står der stadig, næsten som en parentes i tiden.
For os, der bor i området, er Gisselfeld både nærværende og fjernt. Man kører forbi, man ved det er der, men det er ikke et sted, man bare går ind på som et museum eller en park. Det er stadig et funktionelt gods, en institution med sin egen logik. Og måske er det netop derfor, det er interessant — fordi det minder os om, at der findes lag af historie lige uden for byen, som stadig lever på deres egne præmisser.
Stedets egen side: gisselfeld-kloster.dk